En helt almindelig mandag i København

Jeg er ikke så go’ til messer – for mange indtryk på for kort tid – og manglende selvbestemmelse… Jeg følger allerhelst min intuition og får inspiration, hvor den opstår. På en messe føler jeg mig manipuleret med – og det skal ikke opfattes som en kritik af udstillerne – selvfølgelig skal de have det størst mulige udbytte af deres deltagelse.

Og på Northmodern i august faldt jeg da også over dette smukke design, som har inspireret mig sidenhed til farvekombination til projekt:

Northmodern: Transition tables af Snedker Studio

Men efter en helt almindelig mandag i denne uge med møder i København vendte jeg derimod hjem med en helt masse.

Fantastiske farver og materialer hos File Under Pop i Frederiksgade, hvor jeg mødtes med Josephine. Jeg har iøvrigt undret mig over navnet File Under Pop. Historien er, at Josephine har en fortid fra musikverdenen – og navnet refererer til, at man tilbage i tiden i musikbranchen brugte termen “file under pop” til at arkivere musikgenren Popular Music. Udover denne lille historie var det meget inspirerende at høre Josephines autodidakte tilgang til arbejde med farver.

 

Herefter gik turen ud til et projekt i Hørsholm – en kunde, som jeg har fulgt over et stykke tid – og som ind imellem har brug for et lille besøg. Lokalerne er en fryd at besøge – og nu havde de selv været i gang med at gøre de hvide toiletter mere imødekommende – herligt. Kontoret ligger iøvrigt midt i et skovområde, så man får ved motivet på toilettet associationer til den omkringliggende skov.

 

Og sørme om jeg ikke også mødte et ganske godt eksempel på et nudge på min vej ind til kunden. Der er tale om et kontormiljø med mange virksomheder – uden bemandet reception. Så man kan godt føle sig lidt som Palle alene, når man ankommer. Proceduren er, at man melder sin ankomst ved den flotte træstub og der går besked til den, man skal besøge. Så det er vigtigt at få trukket gæster hen til træstubben – at den ikke blot opfattes som nice to see men need to see. Det lykkes ganske godt.

 

I morgen går turen atter til København – er spændt på, hvad denne tur bringer:-) Og mon jeg kan få bord hos Stedsans?