En vane er brudt og ny adfærd har vundet ind

I hjertet af Kolding ligger House of Innovation, hvor jeg tilbage i 2007 startede
Bettina Therese – Indretning Med Mening.
Nu er jeg tilbage i huset og er i færd med at indrette mig på 1.sal.

Der er kommet nye ejere, som har frisket indretningen op med mange fine detaljer. Og dejligt er det at opleve, at mange af de samme virksomheder stadigvæk er i huset. Jeg elsker at være tilbage.

Læg mærke til den fine gamle vask på billedet ovenfor. Den er bevaret og på et lille skilt står forklaret, hvorfor den ser lidt beskidt ud – “Den er tudsegammel  – et lille stykke historie fra 1924, dengang huset blev opført som Danmarks Nationalbank, Kolding filial”.

Noget har forandret sig – en vane er brudt – en ny adfærd har vundet ind …

Dengang, da mange begyndte at beskæftige sig med nudging/adfærdsdesign, havde jeg til huse i House of Innovation. Jeg deltog på Nudge camp på Designskolen i Kolding og tog master classes hos iNudgeyou og startede efterfølgende med at bruge nudging i mine projekter. Derfor var det også oplagt at lave et nudging projekt i House of Innovation – læs mere her: Nudging i House of Innovation

Skal jeg tage elevatoren eller trappen?

I House of Innovation ligger husets elevator som noget af det første, når man træder ind, hvorimod den smukke trappe ligger bag en tung dør – og det var en udfordring, som vi konstaterede, da vi lavede projektet – det skal helst være nemt at gøre det rigtige – og det var umiddelbart nemmest at vælge elevatoren fremfor trappen.

 

I dag oplever jeg til min store overraskelse, at stort set alle tager trappen – jeg har endnu ikke fundet frem til hvad det er, der gør det. De synlige nudge elementer, som vi indførte i projektet er for længst borte og adgangen til elevator og trappe er den samme. Tror måske tiden har hjulpet os – dengang tilbage i 2012, var der ikke så mange som talte skridt.

Inden min indflytning har jeg fornyelig løst opgaver for flere virksomheder, og til trods for, at de boede på 3. sal, er jeg hver gang blevet hentet og vi har taget trappen op til 3. Så noget har forandret sig – en vane er brudt – en ny adfærd har vundet ind…

Når jeg tænker tilbage til mit besøg hos Louise, som står for fremvisninger af lejemål i huset, så tog vi også trappen her. Jeg tænker faktisk, at det har betydning for den adfærd, man efterfølgende udviser. Så jeg vil opfordre hende til fortsat altid at tage trappen under fremvisning – gå foran med at udvise den gode adfærd – igangsætte den gode vane fra første gang en potentiel lejer besøger huset. Måske opdager man slet ikke elevatoren…