Se det smukke i det uperfekte

I en verden fuld af muligheder for at købe sig til det perfekte – har jeg lyst til at invitere jer indenfor i det uperfekte – i det, der gør en forskel og som ikke lige findes på hylderne. Og det, som jeg så vidt muligt bruger i mine indretninger… hvor jeg oftest må gå andre veje og støve tingene op.

Jeg har fat i begrebet wabi sabi – den japanske æstetik, hvor man værdsætter det uperfekte, den naturlige forældelse og smukheden heri.

Wabi sabi

Når man først har “forelsket” sig i begrebet – ser man den overalt – og vigtigst af alt – værdsætter den. Det er den nedslidte lade, det håndlavede, drivtømmer, vilde blomster, uld, ler – i modsætning til nypolerede facader, industrielt produceret, plastic, serieproduceret porcelæn og akryl. De vilde blomster overfor blomsterne i rokoko buketten, som er ved at blive kvalt og er tvunget til at sidde helt perfekt.

Bare man kigger godt efter og ikke fokuserer på alt det planlagte, så opdager man det. Nedenstående er fra en tur til San Francisco.

I søndags på mors dag havde min dejlige datter Emilie inviteret mormor og mor på hjemmelavet brunch. Herefter stod den på gåtur i naturen. Ingen gaver tak – og højst en buket plukket i naturen. Som det ofte hænder på en gåtur, må jeg lige tage et billede af noget – som tidligere altid blev set på med forundrede øjne, men nu bliver kommenteret på – at det må være noget wabi sabi, mor lige skal fotografere.

I sidste uge fremviste jeg et oplæg på et nyt showroom for en kunde. I mit oplæg, vil den besøgende blive mødt af et håndboldmål – fordi det giver mening i forhold til, hvem min kunde er og hvordan de gerne, vil opfattes. Kunden var helt med på idéen og jeg pointerede ved afslutningen af mødet – at vi skal ud og have fat i et “rigtigt” mål – altså et, der har været brugt – vi skal ikke købe et nyt – det skal være autentisk og med sjæl – så man nærmest kan mærke de mål, der er røget ind…

Håndboldmål Momenti showroom

Vi skal have fat i et brugt mål til at give sjæl

Hos Easyfood har vi til brug i deres nye café moderniseret en gammel stikvogn, som nu bruges til glas og tallerkner i caféen. Og for at skabe effekten af det uperfekte look, har vi beklædt hele det nye caféområde i cementspån, som har en uens overflade og giver en herlig uformel stemning.

Cementspån hos Easyfood

Jeg kan bestemt også li’ det nye og noget farverigt – gerne frække farver og det bærer mine indretninger også præg af. Men allerhelst i følgeskab med noget autentisk – noget med sjæl – gerne noget fra naturen. Så opstår der balance og vi trives.

Go’ jagt efter det uperfekte:-)

p.s. fandt lige denne hos en pensioneret landmand på Brørup marked i fredags – tror den skal bruges på et flot skrivebord hos en mandlig kunde en dag…

Trækled Brørup marked