Se rødt!

Jeg fortæller ofte mine kunder om den røde farve – dens fordele men især ulemperne, hvis man bruger for meget af den. Her taler jeg om en postkasserød – den skal holdes i små doser, da den ellers vil virke stressende.

Så da jeg på vej til Club La Santa faldt over en artikel – “Bliv kvik i en ruf – med 5 lette tricks” i bladet i Form, bliver jeg nødt til endnu en gang at slå et slag for ikke at overgøre den røde farve.
Blandt gab, grin, drikke vand mv. står der så som punkt 5 – “Se rødt”. At man, hvis man skal være på, så skal man sætte kroppen i en form for alarmberedskab – og det sker automatisk, når man ser noget rødt.

Se rødt

Ja, lige netop tænker jeg – og så er det da forfærdeligt at tænke på de virksomheder, hvor man udsætter medarbejderne for al for meget rødt – store vægflader med rødt, eller det frække røde gulv – der er alt for mange, som tror, at indretningen er klaret ved bare at vælge en masse rødt. Den kraftige røde er flot i små doser og skal holdes i små doser. Og især på hospitaler, skal man være påpasselig…

Men rød er jo også rosa og lyserød – de er meget bedre for os at bruge i vores omgivelser – den rosa omfavnende og fuld af følelse – og den lyserøde er rigtig go’ til mental aktivitet i form af nye idéer. Derfor har jeg også senest brugt den lyserøde på en hel væg hos jobcentret, hvor borgerne kan sidde og søge jobs.

Lyserød væg

farvel til postkasserød og stress, bekymring og uopmærksomhed og velkommen til rosa og lyserød – med mindre du altså har brug for at sætte din krop i alarmberedskab….